I'm going to write this review in danish, since it is a danish play, settled in Copenhagen.
Hvad der startede som en uskyldig chat endte ud i
et mord. Et kærlighedsbudskab blev til en terrortrussel. En gruppe som egentlig
havde en masse godt på hjertet gik så langt at de rev hjertet af jakken.
Jeg var inde og se forestillingen ”Amors Soldater”
d. 25. november. Den to timer lange forestilling åbnede op for utroligt mange
tunge og vigtige emner, og gav publikum noget at tænke over, efter de forlod
kælderen, og det er netop hvad amatør teater gør ved folk, når det er bedst.
Skrevet af: Michelle Olsen Fyrstenberg and Peter
Mejndor
Instruktør: Peter Mejndor
Skuespillere: Simon Raundahl Lembcke, Margrete Henrichsen, Jonas Jørgensen,
Michelle Olsen Fyrstenberg, Anders Simmelklær, Laura Hegaard, Rasmus Knutzen
Nielsen, Emma Silja Sångren and Amalie Pontoppidan Witt
Resumé:
Tristans kæreste har slået op med ham og forladt hans lejlighed, og Tristan
sidder fast i sit kedelige liv. I et mislykket forsøg på at begå selvmord
åbenbarer en hvid due sig for ham, som taler til ham. Han får idéen til at lave
en revolution imod samfundet pga dets mangel på næstekærlighed og tolerance. Han
starter ud med at lave videodagbøger, og kommer derfor til at chatte med den
unge Maya, og hun opfordrer ham til at køre projektet videre. Inden længe har
Tristan samlet en gruppe på 6 meget specielle mennesker i sin lejlighed.
Gruppen, ”Amors Soldater”, forsøger sig stille og roligt med flere
videodagbøger, og sid-ned-demonstrationer – men bliver gjort til grin. Gruppens
frustration munder ud i at Maya tager over, og gruppen idealer fuldstændig
forsvinder i søgen på at blive taget seriøst og få magt, og dette går helt galt
hen imod slutningen.
Karakterer:
Arbejdet med karaktererne i stykket er noget af det mest gennemførte jeg længe
har set indenfor amatør-teater. Alle 7 karakterer har deres helt egne historier,
som karakteren bygger op omkring med alt fra reaktioner til almindelige små
vaner hver karakter har dannet sig. Ligegyldigt hvilken karakter man kiggede på
fandt man ud af mere og mere om deres personlighed. Desværre blev nogle
karakterer en anelse for karikerede, men generelt set var der en fantastisk
dybde i hver eneste person. En karakter som især gav en helt anden drejning til
stykket var den pensionerede klovn Erling, som var det helt store humoristiske
indslag, og man kunne ikke andet end at holde af ham.
Sceneri/scenografi:
Basement var et perfekt lokale for forestillingen. De rå betonvægge gav
virkelig indtryk af at man befandt sig i en ungdomslejlighed som del af et
eller andet betonbyggeri. Samtidig blev der gjort godt brug af gangbro, og
gulvet foran baren blev også taget i brug, på trods af at det var ved siden af
publikum, og vi måtte sidde og vende hovedet for at følge med. Dette gjorde at
det var meget simpelt at følge med i hvor skuespillerne befandt sig, og
sceneskiftene var nemme at lave, da skuespillerne bare skulle gå fra et sted
til et andet. Derudover gjorde scenografien også at man følte sig som en del af
den lille debatterende gruppe. Skuespillerne gik ikke ekstremt højt op i at
have front mod publikum hele tiden, hvilket også gjorde det mere realistisk. Der var også gjort brug af en projekter på den ene
sidevæg som viste små klips lavet af hver enkelt karakter som en slags
videodagbog. Det hjalp til at få endnu mere indblik i hvem personerne var, og
hvad deres tanker var om hele projektet. Det fungerede super godt, men desværre
var der så dårlig lyd på at det ofte var svært at forstå hvad der blev sagt. Eneste kritik til sceneriet/scenografien var en slow-motion scene i andet akt
som desværre ikke fungerede helt optimalt.
Kostumer:
Meget simple, og skabt udfra hvordan hver enkelt karakter var. Det var en fin
detalje at gruppen fik jakker med et lille rødt hjerte på som deres ”logo”, som
senere blev revet af da idealerne forsvandt fra gruppen.
Andre detaljer:
Stykket var generelt meget gennemført. Så snart man ankom til teatret gik nogle
af skuespillerne allerede rundt og var i karakter. Det var sjovt at prøve at
udpege hvem de var og hvorfor de handlede som de gjorde allerede inden
forestillingen startede. Derudover var der hængt små sedler op skrevet af de
forskellige karakterer rundt omkring ude på fx toiletterne, så man fik endnu
mere indblik i karaktererne.
Moralen med stykket:
Den morale jeg fandt vigtigst var hvor galt processen i at skabe en revolution
kan gå. Det er set mange gange i historien før, men det er interessant at vi
her bliver revet med ind i alle tankerne og samtalerne om revolutionen. Man
bliver hurtigt draget med til at tænke at de har ret i at terror er rigtigt,
indtil man indser at de forførende ord selvfølgelig er helt forkerte. At se
hvordan gruppen går i opløsning mellem de som vil gå hele vejen, og de som
synes det er blevet for meget, se hvilke metoder der bliver brugt når det går
rigtigt galt, og se hvordan man mister idealerne når man er så fokuseret på
selve kampen frem for hvad der ligger bag den.
Gåsehud:
Jeg fik bestemt gåsehud flere gange i stykket – især under de store
revolutionære taler som bl.a. Maya kom med. Derudover kunne man ikke få andet
end gåsehud når det rigtigt gik op for en hvor galt det begyndte at gå for
gruppen, fordi man egentlig holdt med dem til at starte med, men pludselig så
dem som helt fremmede personer til slut.
Endelige anmeldelse:
Det er en helt unik og fantastisk amatørforestilling som jeg absolut vil
anbefale at man tager ind og ser. Den gode blanding af både humor og alvor er
perfekt til at ramme os lige i hjertet og få os til at tænke over tilværelsen.
Godt gået!
Skynd jer, for den har sidste forestilling på lørdag, d. 1. december 2012.
